De fleste har en relation til vingummi. Omvendt ved de færreste, hvordan man laver den. Hos Wally and Whiz er opskriften udviklet af vores egen grundlægger, Kristian Them Hansen, hjemme i hans køkken på Østerbro i København. Kristian er selvlært, og han blev igen og igen fortalt, at det aldrig ville lykkedes ham at lave god vingummi under så beskedne forhold. Men med en blanding af ekstrem passion og fandenivoldsk selvbevidsthed satte Kristian sig for at bevise, at de alle sammen tog fejl.

Selvom vingummien måske kan synes simpel i forhold til eksempelvis fyldte chokolader, er den faktisk ret kompliceret at fremstille. Dette skyldes de mange forskellige step i produktionen samt de faktorer, som har stor indflydelse på vingummiens stabilitet, så som lys, temperatur og fugtighed. Efter utallige forsøg med forskellige typer stivelser, sukker og sirup lykkedes det for Kristian at nå frem til en opskrift baseret på majsstivelse, sukker, sirup og naturlige smage og farver – og dermed en vingummi, som alle kan spise!

Vil du vide, hvordan vi gør? Så lad os tage dig igennem de 10 dage, det tager at fremstille en vingummi fra Wally and Whiz...

 

DAG 1

Udstyret skal selvfølgelig være i orden. Hos Wally and Whiz benytter vi et såkaldt mogul-anlæg. Dette anlæg anvendes til flere forskellige processer i vingummiens tilblivelse, blandt andet at koge vingummimassen op under tryk, således at væsken fordamper under kogepunktet. Denne kogemetode gør, at vi bevarer de naturlige smage og farver, og ligeledes giver det os mulighed for at bruge majsstivelse, som er mere følsomt over for høje temperaturer, i stedet for animalsk gelatine.

 

Fun fact: Når væsken fordamper, reduceres vingummimassens volumen i øvrigt til det halve. Skal vi producere fem ton vingummimasse, begynder vi derfor med 10 ton.

 

Efter opkoget sprøjter vi vingummimassen gennem opvarmede dyser ned i små, firkantede forme. Her har vi fundet frem til, at én kubikcentimeter er den optimale størrelse for en Wally and Whiz vingummi, da den skaber den bedste kombination mellem en blød kerne og en fast ydre. Og derudover er størrelsen stærkt inspireret af det radiatorophæng, som Kristian oprindeligt benyttede til at stikke de første vingummier ud med…

For at undgå, at vingummierne klistrer fast i formene, bruger vi majsmel i stedet for eksempelvis hvede- eller kartoffelmel – og således kan vi garantere glutenfri vingummier. Men det stopper ikke her, for melet kommer fra kasser lavet i træ og ikke plastik eller silikone. Udover at være en mere klimavenlig måde at transportere melet, insisterer Kristian på, at han både kan se, mærke og smage forskel.

 

DAG 2 OG 3

Vingummierne tørrer i formene. 

 

DAG 4

På fjerdedagen skal vingummierne børstes fri for mel og overfladebehandles. Dette sker ganske enkelt ved, at vi vender formen på hovedet over en sigte, hvorved det meste af melet forsvinder. Resten blæser vi af med luft. Herefter er vingummierne meget klistrede, men dette løser vi med en overfladebehandling med voks. I stedet for traditionelt bivoks bruger vi voks fra carnaubapalmen, hvilket igen er med til at sikre et vegansk produkt.

 

DAG 5 OG 6

Femte- og sjettedagen går med at hvile. Naturlige smage og farver udvikler sig over tid, og derfor lader vi hos Wally and Whiz vingummierne ligge og samle sig et par dage, så de får den helt rigtige, lækre farve og smag.

 

Fun fact: Vingummier med naturlige farver er mere modtagelige for lys. Lægger du dem i sollys, vil du opdage, at de – modsat vingummier fremstillet med kemiske farvestoffer – mister deres farve. Derfor anbefaler vi, at du opbevarer dine Wally and Whiz vingummier mørkt og køligt.

 

DAG 7

På dag syv skal vingummierne coates med den anden af de to smage. Den ene smag fik vingummien allerede på dag ét, da vingummimassen, blev fremstillet. Den anden smag er vingummiens coating, som består af en kombination af sukker og en økologisk frugt, rod eller urt. Det kan for eksempel være et jordbær, som frysetørres og granuleres til et pulver, hvorefter det røres sammen med florsukker og eventuelt en syre eller salt. Det er i denne proces, vingummiens inder- og ydersmag tilpasses hinanden og skaber den unikke oplevelse af Wally and Whiz.

 

DAG 8 OG 9

Efter påføring af coating lægges vingummierne igen til tørring – denne gang i minimum tre dage.

 

DAG 10

Vi er færdige! Vingummierne er nu klar til at blive fyldt på bøtter eller i små poser – før de sendes videre til alle jer slikmunde.

 

Følg os på Instagram